Skive Kommune topper regionen med rekordhøjt antal unge, der gennemfører ungdomsuddannelse

Foto: Skive Kommune.
dato

Ny statistik viser, at 90 % af de unge fra Skive Kommune, der afsluttede 9. klasse i 2015, nu har gennemført en ungdomsuddannelse – det højeste niveau i Region Midtjylland.

Børne- og Undervisningsministeriets seneste opgørelse viser, at 90 % af de unge, som gik ud af 9. klasse i Skive Kommune i 2015, har gennemført mindst én ungdomsuddannelse i 2024. Denne andel er historisk høj for kommunen og markerer samtidig det højeste resultat i hele Region Midtjylland.

Hvert år vurderes, hvor stor en del af en ungdomsårgang der har gennemført en ungdomsuddannelse otte år efter 9. klasse. Skive Kommunes resultat ligger i toppen, både regionalt og sammenlignet med landsgennemsnittet. I hele landet har 85,8 % fra årgangen gennemført en ungdomsuddannelse, mens tallet for Region Midtjylland er 86,8 %. I Skive Kommune er det altså hele 90 %.

Resultatet tilskrives kommunens strategi 'Alle unge med', også kendt som Kommunal Ungeindsats (KUI), der har som formål at sikre, at unge under 25 år oplever en koordineret indsats og får en individuel uddannelsesplan. Indsatsen bygger på tværfagligt samarbejde mellem UU, skoler, jobcenter, social- og psykiatrirådgivning og har fokus på både trivsel og progression.

Den nationale målsætning er, at mindst 90 % af alle 25-årige skal have fuldført en ungdomsuddannelse inden 2030. Resultaterne fra Skive Kommune viser, at den helhedsorienterede og tidlige ungeindsats med inddragelse af både unge, forældre og fagpersoner bærer frugt og bidrager til at nå målene.

Udviklingen fremgår tydeligt ved at sammenligne tidligere årgange fra Skive Kommune: I årgangen fra 2006 havde 85,9 % gennemført en ungdomsuddannelse, mens det for 2010-årgangen var 84,5 %. For årgangen fra 2015 er tallet nu altså steget til 90,0 %.

Seneste opdatering af statistikken blev offentliggjort den 14. januar 2026.

https://skive.dk/news/kufa-skole-og-dagtilbud/skive-kommune-naar-milepael-90-af-unge-gennemfoerer-en-ungdomsuddannelse/

Kilde: Skive Kommune