Torsdag den 23. april fra kl. 14-17 markerer genbrugspladserne i Skive, Holstebro, Struer og Lemvig Den Nationale Klimahandledag med kaffe og genbrugskage serveret i genbrugskrus til brugerne. Arrangementet foregår på de fire store genbrugspladser, hvor Nomi4s’ medarbejdere serverer trøffelkugler og tager en snak om klimahandling med alle besøgende.
Kagen og kaffen uddeles ved pladsernes byttehjørner, som er dedikerede områder til direkte genbrug. Her kan man aflevere og hente genstande, der stadig har værdi, fremfor at smide dem ud. Formålet er at fremme genbrug og inspirere borgerne til at tænke mere klimavenligt i hverdagen.
Genbrugsvejlederne står klar til at give gode råd – især om at håndtere haveaffald på alternative måder og derved mindske affaldsmængden og CO2-udledningen. På denne årstid er det aktuelt at overveje, om grene, kviste og blade kan anvendes til kompost eller kvashegn i haven, i stedet for at blive kørt væk. Samme tanke gælder andet affald, som kan repareres eller gives videre.
Klimahandledagen er landsdækkende, og sidste år deltog mere end 250.000 personer. I løbet af dagen bliver der landet over arrangeret grønne aktiviteter som fællesspisninger, repair-caféer og byttecentraler. På genbrugspladserne i Skive, Holstebro, Lemvig og Struer er alle velkomne til at kigge forbi til kaffe og kage og få inspiration til klimavenlige valg i hverdagen.
Sidst opdateret 20.04.2026
https://skive.dk/news/stabe-hr-og-kommunikation/genbrugskage-og-klimasnak-paa-genbrugspladserne/