Kom til indvielse af Kunsten, Trappen og Banestien

Foto: Skive Kommune.
dato

Til juni står endnu et BigBlue Skive-projekt færdigt, og i den forbindelse indvier vi de nye kunstværker på Banestien samt trappen op til Skive Museum, og du er inviteret med.

I de seneste tre år har der været travlt i Idræts- og Kulturparken med BigBlue Skive-projektet; Kunsten, Trappen og Banestien. 

Projektet kommer til at indgå som en del af Idræts- og Kulturparken – en park som skal smelte kultur, natur og idræt sammen.

Den 14. juni klokken 16.30 inviterer vi alle til indvielse af kunstprojektet ved Kunsttrappen foran Skive Museum. Projektet er med spændende og oplevelsesrig tilgang designet til at binde by og havn sammen.

Kunstner med lokale aner vandt idékonkurrence

Tilbage i 2021 blev der holdt en idékonkurrence om kunstnerisk bearbejdning af Banestien fra Skive Museum til havnen. Konkurrencen blev vundet af kunstneren Oskar Koliander, som har lokale aner i Skive Kommune. Om projekterne siger Oskar:

- Det har været en ære at skabe kunstværker og en kunsttrappe til Banestien i Skive. Jeg har valgt at skabe værker, der forholder sig til byen og den strækning, som banen passerer. Til de to værker på Museumsringen har jeg taget inspiration fra min morfar. Min morfar blev født i Breum og arbejdede som svejser. Under krigen deltog han i modstandsbevægelsen, hvor han var med til at sprænge jernbaneskinner.

- Jeg har valgt at lave værker, der både viser byens historie, men også ser på den tid, vi er i nu, hvor vi kan benytte en transformeret jernbane til at komme ud og nyde den friske luft og skønne natur i Skive. Skulpturerne i sig selv er skabt af genbrugte jernbaneskinner, der med sin alder og materialitet har været spændende at forme. Det har været en intens proces med de 100 år gamle skinner, der ofte havde sin egen idé om, hvordan de ville dreje og vride sig. Jeg har virkelig fået respekt for deres stædighed, og er kommet til at se det mere som forhandling end som formgivning, siger Oskar Koliander med et grin.

Kunsten på Banestien; 'Åen', 'Museumsringen', 'Bolden', 'Danserne', 'Tårnet' og 'Bølgen' fortæller om Skives identitet som en førende by inden for kultur, natur og idræt. Oplevelsesrige aktiviteter og destinationer som Skive Festival, Skive Å, Hancock Arena og Skive Museum har alle dannet inspiration til de seks kunstprojekter.

Et identitetsskabende vartegn

For Borgmester Peder Christian Kirkegaard har det været helt væsentligt, at projektet blev et identitetsskabende vartegn for Skive, og at der er skabt sammenhæng i området.

- Et af de vigtigste aspekter i udformningen af de tre projekter har netop været det identitetsskabende. Der findes ikke andre byer som Skive. Vi har vores særlige identitet med vores helt unikke kvaliteter, som skal fremhæves for omverdenen og borgerne. Banestien og Kunsten på Banestien skal være med til at skabe oplevelser i det åbne rum og være med til at inspirere og tiltrække borgerne hen til de mange oplevelsesrige destinationer, vi har i Idræts- og Kulturparken samt nede på havnen.

- Samtidig er der blevet etableret endnu en destination, Kunsttrappen, der indgår som en del af kunstværket Museumsringen. Kunsttrappen vil i fremtiden være et samlingspunkt for fremtidige arrangementer i Idræts- og Kulturparken, og derfor er det også helt naturligt, at vi holder indvielsen af de tre projekter ved Kunsttrappen for også at vise projekternes potentialer, siger Peder Christian Kirkegaard.

Med støtte fra både Spar Vest Fonden og Statens Kunstfond er det blevet muligt at etablere de nye rammer, der leder borgerne fra byen og ned til havnen.

Kunst skal gøre en forskel i hverdagen

Jeanette Ehlers, der er udvalgsleder for Statens Kunstfond siger:

- I Kunstfonden arbejder vi for, at kunst skal gøre en forskel i borgernes hverdag. Netop dét er jeg sikker på, at Kolianders originale værk på Banestien vil gøre. Med sit legende udtryk inviterer værket til bevægelse og nye oplevelser. Og så får stedets historie bogstaveligt talt nogle nutidige tvists, siger Jeanette Ehlers og tilføjer:

- Det har været imponerende at opleve, hvor modigt og professionelt Skive Kommune har styret et projekt af denne kaliber. I Kunstfonden har vi netop brug for den slags ambitiøse og visionære samarbejdspartnere, når der skal skabes relevante kunstoplevelser rundt omkring i landet, siger hun.

Indvielsen finder sted onsdag den 14. juni kl. 16:30-18:00 ved Kunsttrappen foran Skive Museum. 

Til indvielsen vil du kunne høre taler fra Borgmesteren, Oskar Koliander og Jeanette Ehlers og nyde et par pølser, sponsoreret af Skive Anlæg og Entreprenør, samt øl og sodavand sponsoreret af Hancock.

Kilde: Skive Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.