Efter et grundigt rekrutteringsforløb kan Skive Kommunes skolechef, Peter Fogde Mikkelsen, nu byde Kristina Woller Skals Ottesen velkommen som ny skole- og dagtilbudsleder ved Ørslevkloster Børneunivers med tiltrædelse pr. 1. august 2026.
Stillingen er ledig, da Inga Kaastrup vælger at gå på pension med udgangen af dette skoleår. Ørslevkloster Børneunivers omfatter både skole og dagtilbud, hvor fællesskab, nærhed og lokalt engagement er centrale værdier.
Kristina Woller Skals Ottesen er læreruddannet og har ledererfaring fra en stilling som afdelingsleder ved Ulfborg Skole i Holstebro Kommune. Hun har haft ansvar for personaleledelse, elevsager samt planlægning og strukturering af samarbejder både internt og eksternt. Hun har desuden indgående erfaring med det specialpædagogiske område og læser i øjeblikket en diplom i ledelse.
Privat bor Kristina Woller Skals Ottesen i Humlum med sin familie, og hun bruger en del af sin fritid på frivilligt bestyrelsesarbejde.
Yderligere information kan findes på Skive Kommunes hjemmeside.