Når Kongeparret besøger Skive den 9. oktober i anledning af byens 700-års jubilæum, bliver det markeret med et særligt musikalsk indslag. Tre musikere med rødder i Skive, Mattias Kolstrup, Mette Dahl Kristensen fra Who Killed Bambi og Mads Langer, vender hjem for at optræde sammen ved Strandtangen efter H.M. Kongen og H.M. Dronningens indvielse af det nye fjordbad.
Både Mattias Kolstrup, Mette Dahl Kristensen og Mads Langer er født og opvokset i Skive. De har alle deres musikalske ophav i byen og har gennem årene haft et tæt samarbejde, som startede under deres tid på Musikskolen i Skive. Nu samles de tre musikere igen i deres hjemby for at bidrage til fejringen af jubilæet og ære Kongeparret.
Deres optræden markerer ikke blot et gensyn med familie, venner og lokalsamfundet, men også et musikalsk tilbageblik på Skives rolle som afsæt for nationale og internationale musikkarrierer. Koncerten på Strandtangen bliver en central del af festlighederne omkring Kongeparrets officielle indvielse af Fjordbadet, og Skives rige musikliv sættes dermed i fokus ved byens store begivenhed.
https://skive.dk/news/stabe-hr-og-kommunikation/pm-musikere-til-kongeligt-besoeg-2026/