Stor fotoudstilling på Posthustorvet: ”En vigtig historie at fortælle”

Helga Theilgaards store fotoudstilling De Rodløse - Vi der er tilbage kan opleves på Posthustorvet under Skiveegnens Kulturuge. Foto: Helga Theilgaard
dato

Den anerkendte billedkunstner Helga Theilgaard er født og opvokset i Skive. På åbningsdagen for Skiveegnens Kulturuge den 10. juni åbner også Helga Theilgaards store fotoudstilling ’De Rodløse – vi der er tilbage’ på Posthustorvet. Udstillingen er skaffet til byen af Skive Bibliotek, og er et tankevækkende, skræmmende og rørende møde med hjemløse i Danmark.

I slutningen af 1990’erne sad Helga Theilgaard på Skive Bibliotek og samlede en liste over de mest interessante fotografer i København. Hun var blot 22 år, men var allerede en erfaren fotograf. Ikke blot havde hun ejet et kamera, siden hun var 12 år, hun havde også tilbragt utallige timer i sin fars mørkekammer, lavet en fotomontage om de gamle fiskere på Skive Havn og arbejdet som fotografassistent i Paris for flere internationale fotografer.

Helga Theilgaard var dybt optaget af at indfange, hvad det vil sige at være menneske i sine fotografier. Og hun ville mere. Derfor sad hun på Skive Bibliotek.

- På det tidspunkt gik det op for mig, at jeg ville noget seriøst med det. Så jeg tog simpelthen listen i hånden, forlod min hjemstavnsby Skive og rejste til København for at banke på døre i håb om at få en læreplads, fortæller Helga Theilgaard.

Hun opsøgte flere fotografer uden held, men jagten på en læreplads fortsatte. En regnvejrsdag bankede hun på Rigmor Mydtskovs dør. Helga Theilgaard nåede dog ikke længere end til dørtrinnet hos den internationalt anerkendte prisvindende portrætfotograf og Fotograf for Hendes Majestæt Dronningen. Rigmor Mydtskov viftede hende bort. Hun havde ikke brug for elever, lød det.

- Men det gik jo ikke at give op så let, siger Helga Theilgaard:

- Jeg forsøgte igen et par uger senere. Denne gang åbnede Rigmor Mydtskovs søn døren. Han var ”blidere”, som Helga Theilgaard udtrykker det, og hun fik endeligt lov til at komme på prøve i tre måneder, men tiden under Rigmor Mydtskovs vinger blev skelsættende for Helga Theilgaard:

- Hun var benhård. Hun testede mig fra første øjeblik. Men jeg lærte så meget og blev én af de sidste fotografer, som fik alt med fra både den gamle og den nye tid. Fra mørkekammeret til den digitale verden, fortæller Helga Theilgaard.

Hos Rigmor Mydtskov blev Helga Theilgaard specialiseret i det klassiske portrætfotografi, og efterfølgende blev hun optaget på Danmarks Fotografiske Billedkunstskole Fatamorgana. I årene der fulgte, skildrede Helga Theilgaard mennesker i alle samfundets lag, men et møde med én af de mest oversete eksistenser blev kimen til én af hendes til dato største fotoprojekter.

De Rodløse

I 2008 gik Helga Theilgaard forbi en hjemløs mand på Nørrebro Station. Han bad om penge. Helga Theilgaard dukkede sig og hastede videre. Hun orkede knapt at se på ham. Se ham i øjnene.

- Det var underligt. Jeg var vant til og levede endda af at skildre mennesker, men den hjemløse på Nørrebro Station kunne jeg næsten ikke løfte blikket imod. Jeg tænkte på, om andre ligesom jeg havde svært ved at forholde mig til dem. De dér flygtige, forhutlede skikkelser og ansigter vi passerer på togstationer, gader og busskure, og jeg tænkte, at der var en vigtig historie at fortælle.

Oplevelsen blev til spekulationer, spekulationer blev til idéer, idéer blev til virkelighed. Helga Theilgaard bevægede sig ud på samfundets kant og opsøgte gader, parker, varmestuer og herberger for at lede efter de mennesker, hun ville fotografere blandt de hjemløse:

- Fotografi er et sprog. En fortælling i billeder. For mig handler fotografiet om at skabe dialog og relationer. Og om at kommunikere, hvordan det er at være menneske. Jeg sætter gerne fokus på emner, som ellers kan være svære at tage op eller se nye sider af, og jeg er meget optaget af social udsathed som billedkunstner, fortæller Helga Theilgaard.

Møderne med de hjemløse blev til 30 portrætter. Rå, autentiske og med hensigten at sparke til debatten om hjemløshed, og portrætterne tog omhyggeligt afsæt i statistikkerne:

- Flest i København, færrest i Jylland. En fjerdedel er unge, en fjerdedel er ældre, siger Helga Theilgaard.

I årene der gik, fulgte Helga Theilgaard sporadisk med i de 30 hjemløses skæbner. Hun tog til begravelse, når hun hørte om deres død, men de fleste gled ud som sand mellem fingrene. Forsvandt fra samfundets overflade, udenfor vished. 13 år senere besluttede Helga Theilgaard sig for at finde og portrættere dem, der måtte være tilbage:

- Det var enormt vanskeligt og tidskrævende at finde dem. De havde jo hverken adresser eller telefonnumre, siger hun.

Råt og tankevækkende

Det lykkedes Helga Theilgaard at finde og fotografere syv. Syv ud af de 30 som oprindeligt blev portrætteret. 14 af de hjemløse var døde, muligvis 16, af sygdom, selvmord eller misbrug. Nogle ville ikke fotograferes igen, og andre fandt hun aldrig trods en ihærdig indsats.

- Alene antallet er et billede på det ukontrollable, skrøbelige, hårde og alt for korte liv, de lever. Deres tilværelse er barsk, fyldt med stoffer, alkohol og psykiske sygdomme, og de ved ikke, hvor deres næste måltid skal komme fra, eller hvor de skal sove i nat. Det er råt og meget tankevækkende, siger Helga Theilgaard:

- De syv nyeste portrætter viser, hvordan tiden forandrer os som mennesker. Hvad tiden gør ved os, og hvordan den slider på ansigter og kroppe.

De hjemløse som forsvandt eller døde, lever videre i Helga Theilgaards fotoudstilling. De originale negativer begravede hun i jorden og lod dem nedbryde i månedsvis. Derefter opløste hun dem i en kemisk proces, hvorefter negativet blev indscannet med de delvist opløste ansigter. Som et symbol på forfald, fravær og forgængelighed.

- ’De Rodløse – vi der er tilbage’ skal give dem alle en stemme og et ansigt. De var og er mennesker med drømme, længsler og håb, ligesom du og jeg, slutter Helga Theilgaard.

Skive Kommunes Kulturpolitik 2020-2023 2) ”Skive Kommune vil bruge kulturen til at bygge bro mellem forskellige målgrupper og interesser.” 

OPLEV 'DE RODLØSE - VI DER ER TILBAGE' I KULTURUGEN
Officiel åbning af fotoudstillingen: De Rodløse – vi der er tilbage
Lørdag d. 10. juni kl. 10 på Posthustorvet
Fernisering og åbning af udstillingen med bl.a. fotograf Helga Theilgaard. Helga fortæller om tilblivelsen af udstillingen og tankerne bag. Skive Bibliotek er vært ved en lille forfriskning.
Arr.: Skive Bibliotek, Kulturelt Samråd og Den Blå Viol

Fotoudstilling: De Rodløse – vi der er tilbage
Lørdag den 10. juni - fredag den 21. juli på Posthustorvet 
Oplev Helga Theilgaards rå og rørende portrætter af hjemløse, der fortæller historien om mennesker med et liv på kanten.
Arr.: Skive Bibliotek

Tør du se en hjemløs i øjnene?
Fredag den 16. juni kl. 15-17. Mødested: Posthustorvet
Rundtur i fotoudstillingen ”De Rodløse – vi der er tilbage” sammen med 
Torben fra Den Blå Viol. Bliv klogere på den hjemløses liv og barske hverdag. 
Bagefter er der en forfriskning på Skive Bibliotek og en snak. 
Arr.: Skive Bibliotek

Kilde: Skive Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.